
I'm back! :-)
Efter at have købt æg og kød på Lyngdalgaard i flere år - og været glad for det - er det vist på tide, at de får den anerkendelse de fortjener her på bloggen.
Æg er jo æg, men på Lyngdalgaard har man mulighed for at se, hvor hønsene tuller rundt (under æbletræerne), og somme tider må man med i hønsehuset for at hente de helt friske, lune æg fordi der er solgt ud i gårdbutikken.
Men man kan købe meget andet end æg på Lyngdalgaard. De har nemlig både Jersey kvæg, vildsvin og lam, og alt hvad jeg har fået til dato har været superlækkert. Det er ikke blevet mindre lækkert af at være på besøg på gården hvor konceptet "klap din bøf" er helt bogstaveligt ment. Man kan simpelthen komme på gårdbesøg og få en rundtur, røre ved dyrene, fodre dem og ved selvsyn tage bestik af velfærden blandt de dyr man senere kommer til, at putte i munden. Og man (jeg!) får det altså bedre med maden når jeg ved, at den har haft et godt liv inden den ramte min stegepande! Og hos Egon og Anne-Mette har dyrene det godt, ingen tvivl om det!! De er måske ikke officielt økologiske, men det betyder ikke, at de er fyldt af antibiotika eller at de får foder som er beregnet på, at de skal vokse unaturligt hurtigt. Næeh, de får lidt for gammelt grønt fra den lokale købmand samt hvad der dyrkes på markerne, og om sommeren går Egons køer og græsser lokale enge i et led i naturlig naturpleje.
Har jeg nævnt, at bøfferne er fantastiske??? For det er de! Og en gang frikadeller af vildsvin er heller ikke at kimse af. Kødet er mørkere end gængs svinekød, og smager af mere - og så kan jeg næsten ikke vente med, at få det lam jeg bestilte tidligt i foråret!! :-)
Så ti thumbs up til Lyngdalgaard og undskyld det var så længe undervejs! Så tag lige og tjek http://www.lyngdalgaard.dk/ ud, får du ikke lyst til et besøg??